Kastration med påsatte "klemme"-tængerVi udfører mindre operationer, som ikke kræver at hesten kommer i fuld narkose. De fleste operationer kan udføres både på klinikken og hjemme hos ejeren.
Kastration
Som udgangspunkt udfører vi kastrationerne på stående sederet hest. På den måde undgår vi komplikationerne ved at hesten skal lægges ned i fuld narkose. Der vil dog ved stående kastration være en større infektionsrisiko, da det er sværere at udføre en steril operation.
Hesten lokalbedøves i sædstrengene og testiklerne, før der laves et snit i huden, så vi kan få adgang til sædstrengen, som påsættes en tang. Denne tang skal afklemme blodforsyningen, før testikel klippes af. Såret i huden lader man stå åbent, for at væske kan dræne ud.
Efterbehanling:
Det første døgn efter en kastration skal hesten holdes i ro for at minimere risikoen for blødning og lyskebrok/tarmfremfald (Efter kastration er der åbent igennem lyskekanalen ind i bughulen).
Hesten vil ofte være på antiinflammatorisk medicin de første dage for at hæmme hævelse og minimere smerterne. Efter det første døgn er det vigtigt at hesten får motion, for at undgå væskeophobninger. De fleste heste undgår dog ikke en lille hævelse.